En video fra Nakskov Gymnasium gik sidste weekend viralt, da den på under et døgn fik mere end 100.000 visninger.
Videoen indeholder hverken kendte influencere, dans eller sjove udfordringer, men et kort klip af en af skolens elever, som modtager et kæmpe bifald og anerkendende blikke, da det annonceres, at han har fået et karaktergennemsnit på over 12.
Stemningen alene gjorde TikToks brugere så begejstrede, at algoritmerne skubbede videoen langt ud over Lollands grænser. På et tidspunkt fik videoen 10 nye visninger i sekundet, og i skrivende stund har den rundet knap 180.000 visninger.
Eleven på videoen er Nicolai Roug Romme, som netop er blevet student fra STX på Nakskov Gymnasium. Han er selvfølgelig glad for anerkendelsen af sin indsats, men også for at kunne bidrage til at promovere skolen en sidste gang, inden han skal videre ud i verden.
“Det er da positivt, at skolen får omtale, for selvom vi er et lille gymnasium, så kan vi stadig skabe både gode faglige resultater og højt socialt engagement. Det budskab synes jeg, er vigtigt at få ud,” fortæller Nicolai Roug Romme.
Flere spurgte i kommentarfeltet, hvordan man kan få et snit på over 12, og det skyldes ganske enkelt, at nogle karakterer vægter højere end andre, mens ekstra A-fag også betyder, at ens snit ganges med en faktor på 1,03-1,06.
Men for Nicolai er det dog ikke karakterer og gennemsnit, der er vigtigst, det er det sociale. Som formand for skolens festudvalg har han arbejdet hårdt på at styrke fællesskabet på skolen, og han er selv meget opmærksom på, at trivsel kommer før læring.
“Jeg tror faktisk, jeg har brugt mere tid på festudvalget, end jeg har på lektier,” tilføjer han med et grin. “Men spøg til side – det, der burde blive hyldet, er ikke et højt snit. Det er fællesskabet og den kultur, vi har skabt på Nakskov Gymnasium på tværs af uddannelserne. Klapsalven på videoen burde i stedet gå til alle dem, der har gjort noget for det sociale,” afslutter Nicolai Roug Romme.
Efter sommerferien har Nicolai heller ikke travlt med at fare videre til næste uddannelse. Han starter med et sabbatår, hvor han har fået arbejde som lærervikar i grundskolen. Her ser han frem til at komme ud og videregive sin viden og erfaringer, måske til nogle af de kommende års studerende på Nakskov Gymnasium.
På billedet ses Nicolai Roug Romme til højre, i godt selskab med ingen ringere end musikeren TopGunn, som stod for underholdningen til skolens translokationsfest. De er flankeret af kammeraten Magnus Haugballe Jørgensen og rektor Lars Erik Petersen til venstre.
Folketidende har også skrevet en artikel om Nicolais flotte resultat, den kan læses her: Link til folketidende.dk