Vi lagde i dag “græs” til regionsmesterskabet for gymnasieskoler i Nakskov Idrætspark. Vi var placeret i gruppe 1 sammen med Nykøbing Falster, Vordingborg og Hvidovre, mens pulje 2 bestod af Køge Gymnasium samt Næstved Gymnasium og HTX fra Næstved.
Den første kamp skulle vise sig at være afgørende for resten af turneringen, da vi mødte vores “naboer” fra Nykøbing Falster Katedralskole. Nykøbingholdet var stærkt og meget toneangivende. Skal vi være helt ærlige, så var vi heldige med kun at tabe med 0-1 til “katedralen”. Nykøbing skulle senere vinde alle deres kampe i vores pulje og de gik dermed i finalen.
Mange stillede spørgsmålstegn ved trænerens dispositioner inden kamp 2 ved at lade Astrit Grepi starte inde på toppen – mens anfører Mads Jatta var blevet bænket. Men knapt nok var kampen sparket igang før trænerens disposition viste sig at være genial. Astrit leverede et sandt drøn af et langskud og bolden suste ind bag en chanceløs keeper fra Vordingborg. Mads Jatta tog revanche i 2.halvleg da han efter sin indskiftningen scorede vores sejrsmål til 2-1 mod Vordingborg. En kamp der var meget velbesøgt på lægterne.
Mads Jatta lavede igen 2 mål i den sidste kamp for vores vedkommende mod Hvidovre. Først efter et godt gennemspillet angreb, mens det andet mål var en stor foræring fra Hvidovres målmand. Men Mads viste sit angriberinstinkt ved at lave et simpelt “tap in”, og vi var dermed foran 2-0 ved pausen. Anden halvleg var mere på Hvidovres præmisser og de fik fortjent reduceret på et frispark til 2-1. Men tættere på kom de ikke, og vi kunne dermed notere os for dagens anden 2-1 sejr.