Højt til tops i Nakskov

2g naturgeografi B-holdet var i går til rundvisning og oplæg om grøn omstilling på sukkerfabrikken i byen.

Projektchef hos Nordic Sugar og en af hovedkræfterne bag den grønne omstilling på sukkerfabrikken, Anders Jørgensen-Juul, tog særdeles godt imod eleverne som blev budt på både kaffe, kage og sodavand i mødelokalet.

Her fortalte Anders om arbejdet med at gøre ét af landets største udledere af CO2 klimaneutralt inden for en ganske kort årrække, mens fabrikken har reduceret sin CO2-udledning med mere end 50 % inden 2030 (endda i forhold til 2018-niveau!).

Sukkerfabrikken arbejder innovativt på mange fronter, hvor det sidste nye er at overskudsvarme fra fabrikken nu tilkobles byens fjernvarmenet, mens også etableringen af gasledningen til fabrikken (og hele Lolland Falster) gør det muligt at benytte sig af biogas. Således at produktionen af sukker (samt foderpiller og andre produkter) ender ud i en cirkulær, bæredygtig produktion til glæde og gavn for borgere og erhvervslivet i området.

Tusind tak til Nordic Sugar og Anders for at vi måtte komme på besøg hos en topmoderne produktionsvirksomhed i byen, og hvor der er rig mulighed for at gøre karriere inden for mange forskellige områder efter endt studentereksamen.