Nakskov Gymnasium deltog den 3/9 i STEM-fagenes dag, et projekt på tværs af hele Region Sjælland.
Projektet handler om at trække undervisningen i de naturvidenskabelige fag ud af klasselokalet og ind i nogle alternative læringsrum, hvor naturvidenskaben kan opleves på egen krop. Formålet er at give 8.-klasseselever en positiv og praksisnær oplevelse af de naturvidenskabelige fag, og være med til at inspirere flere unge mennesker til at vælge STEM-rettede ungdoms- og videregående uddannelser.
8.-klasseselever i Region Sjælland inviteres til enten BonBon-Land, Sommerland Sjælland, eller Knuthenborg, hvor elever fra ungdomsuddannelserne vejleder dem i at udføre praktiske forsøg i parkens attraktioner. Ideen er, at oplevelsen i parken skal være meningsfuld i forhold til de undervisningsmål, der i forvejen er i 8. klasse, så de praktiske forsøg kan bruges i en faglig kontekst, både før og efter selve dagen.
Vores 3a trodsede derfor regnvejret og tog til Knuthenborg Safaripark.
I fællesskab med HTX i Nykøbing afholdt vi årets STEM-dag, hvor ca. 300 8. klasseselever fra Lolland og Guldborgsund kommuner løste forskellige opgaver relateret til Knuthenborgs dyr – både de levende og fossilerne. Eleverne skulle bl.a. prøve om de kunne løbe hurtigt nok til at undslippe en T-Rex, pumpe vand for at simulere et elefanthjerte og placere forskellige forhistoriske begivenheder korrekt på en tidslinje.
Alt i alt en god og lærerig dag for alle. Fra Nakskov Gymnasium skal lyde en stor tak til deltagende elever og lærere samt til samarbejdspartnerne Knuthenborg Safaripark, Andel Energi og UCE.
Projekt er støttet af Andel Energi, med deltagelse på tværs af flere af regionens uddannelsesinstitutioner, og det er afviklet hen over en årrække i perioden 1/1 2024 til 31/12 2026.



